Årene 1969-75
Af Poul Skovsgard
Tiden på Kildemarksskolen
Næstvedturneringen i 1969 blev afholdt på KFUM i jernbanegade, og havde meget stor tilslutning med 74 deltagere. I første klasse var der tilslutning fra Sorø, som dengang var regionens stærkeste klub. Men også Præstø var repræsenteret. I 3. klasse så man spillere fra Fensmark og Glumsø. De udenbys løb med de øverste 6 pladser. Ikke siden har der været samme invasion. Jeg selv deltog for første gang i klubben og fik en delt 7. plads. Det store deltagerantal i denne turnering fortsatte i denne periode.
Den 8. september umiddelbart efter Næstvedturneringen blev afholdt generalforsamling i KFUM. Det var det sidste besøg i de lokaler. Ugen efter startede man på en ny klubaften: mandag i kælderen på Kildemarksskolen, tidligere havde man spillet om onsdagen.
Der var 7 mand i bestyrelsen. Den nye formand var Ove Mortensen. Foruden bestyrelsen var der også en ikke spillende turneringsleder, nemlig Niels Ørding. Der pga. forbud mod for store sindsbevægelser ikke måtte spille seriøs skak.
Årene på Kildemarsskolen huskes for de intense klubaftener. Næsten alle deltog i klubturneringen. Der spilledes i 10-mands grupper i en efterårs- og forårsturnering. Nogle klasser var dubbleret, f.eks. 2 3.klasser. Antallet af spillere lå i de forskellige år fra nogle og 60 til 80 deltagere.
Midt på aftenen blev spillet afbrudt og man gik til kaffepause. Der kom en dame og lavede kaffe til hele klubben med kage osv. Her gik snakken lystigt, og fænomenet var godt for klublivet.
Det første år havde man også en løbende lynturnering. Saml 4 mand og spil en lynturnering. Resultatet summede op. Per Dubøl havde samlet 112½ point i forårssæsonen 1970. Denne blev senere afløst af en handicapturnering. Lunturneringen blev senere taget op igen.
På holdkampsfronten stillede Næstved med 5 8-mands hold. 1. holdet spillede i mesterrækken, og de andre hold klarede sig ikke just fremragende.
November 1971 nåede klubben op på 100 medlemmer, heraf 4 kvindelige og over 30 juniorer.
I 1972 spillede 1. holdet sig igen op i 3. division. Samme forår havde vi besøg af Jens Enevoldsen, der holdt foredrag. Ellers var simultan med både Bent Larsen, Ole jacobsen og Sven Hamann nogle af årenes højdepunkter.
Jens Enevoldsen kunne fortælle at Næstved skakklub kunne glæde sig. Poul Hage var netop gået på pension fra sin lægepraksis på Bornholm og agtede at bosætte sig i Næstved, hvor hans bror stadig havde praksis. Samtidig fortalte han, at Poul Hage var en af de spillere Enevoldsen havde negativ score imod. Han vidste ikke om Poul Hage agtede at spille igen, eller hvor meget glæde vi ville få af ham.
Folk i Klubben anede stort set ikke hvem Poul Hage var. Hans 4 danmarksmesterskaber og tidligere medlemsskab af Næstved Skakklub lå tilbage før krigens tid. Men det skulle vise sig, at Poul Hage kom til at spille en endog meget stor rolle i klubbens liv de næste mange år.
1. år spillede han 2. bræt på 1. holdet. Klubmesteren skulle spille 1. bræst mente han. Men derefter satte han sig i en årrække solidt på den plads, med mange fremragende partier som resultat. Poul Hage stabiliserede holdet i den grad, at vi holdt os i 3. division i rigtig mange år.
Han øste af sin skakforståelse og skakviden og var en flittig skribent i Skaknyt. Ingen tvivl om, at han var med til at højne skakniveauet i klubben.
Samme år bliver Preben Petersen formand for 2. hovedkreds og med sig i hovedkredsbestyrelsen har han Helge Olsen.
Samme Helge Olsen bliver klubturneringsleder efter Ørding, der dør i foråret.
Tommy Dunk overtager formandsposten i klubben.
Under Tommy Dunk afholdes sæsonafslutninger med damer forskellige steder rundt i og omkring Næstved.
I 1973 optræder John Holmberg med sin klubratingliste. I mange år er det en uofficiel liste. Styrkelisten sættes ved siden af.
1975 overtager John Balle formandsposten, og klubben flytter til Nøddeskovsskolen.
Opdateret d. 18.3.2007